Værdighedsydelse

Lars Løkke Rasmussen mener at der skal indføres en værdighedsydelse til såkaldte skæve eksistenser der falder udenfor samfundets normer og f.x. ikke kan/vil være i aktivering og være jobsøgende.

Det er en sympatisk ide, men det er den forkerte retning at gå. Krav om en modydelse, såsom aktivering, for at modtage en ydelse, kontanthjælp, er forkert. Man tvinger borgerne til at gøre noget for at modtage en ydelse, kald det fattigdomshjælp. Aktivering og jobsøgningskurser kan sikkert være fine værktøjer, men de bør være frivillige, et tilbud man kan vælge, og som ens socialrådgiver kan vejlede en i. Aktivering der handler om at få folk til at udføre et arbejde som kommunerne ellers skulle ansætte nogle til at udføre er forkert, det er tvangsarbejde. Det er de færreste danskere der får opgraderet deres færdigheder ved at blive tvunget til at gå rundt på offentlige veje og parkeringspladser og samle skrald.

I stedet for ligegyldig aktivering og jobsøgningskurser kunne man se på kurser der opgraderer borgernes færdigheder, såsom kørekort, stort kørekort, truck certifikat, eller lignende opgraderinger der uden tvivl har en klar effekt på borgerens mulighed for at finde et job.

At løsne lidt af grebet for nogle borgere med en værdighedsydelse, men ikke andre, er diskrimination. Hvis man vil løsne lidt, må man gøre det for alle.

Borgerløn er en løsning. Borgerløn lyder måske abstrakt for mange mennesker, hvordan kan det betales? Hvordan vil det hjælpe samfundet?

  1. Afskaf SU, kontanthjælp, førtidspension og folkepension
  2. Alle borgere modtager borgerløn. Unge modtager mindre i borgerløn, det er allerede tilfældet for kontanthjælp i dag, og det vil betyde de fleste studerende (som er unge) også vil modtage en mindre borgerløn (svarende til SU).
  3. Skatten øges, så en borger med en lønindkomst rigtigt nok modtager borgerløn, men, netto vil borgeren hverken få flere eller færre penge i hænderne, da skatten på deres lønindkomst stiger
  4. Det vil give titusinder såkaldte ledige hænder, som samfundet skriger efter, når der ikke længere eksisterer et social system hvor de forskellige ordninger skal administreres, for ikke at snakke om hele “aktiveringssektoren” der bliver frigjort.

Fakta er, de fleste mennesker der er arbejdsdygtige, og arbejdsvillige, kan finde et job i dagens Danmark. Så hvorfor skal samfundet bruge uanede ressourcer på ligegyldige jobsøgningskurser og tvangsaktivering? Hvis vi gerne vil have ledige hænder, så lad os tage et kig på hvor der er ligegyldige aktive hænder.

Borgerløn vil give frihed til de borgere der reelt ikke kan/vil arbejde. Kald det skæve eksistenser, arbejdsudygtige, eller noget helt tredje, og samtidig vil det forsimple samfundet.

Værdighedsydelse? Jeg ved ikke om man kan kalde det værdighed, når den tidligere statsminister samtidig mener ydelsen skal være MINDRE end kontanthjælp. Hvordan er det værdigt?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.